Om FcH

Fredericia civile Hundeførerforening blev stiftet d. 27/2 1944, af en kreds af borgere der syntes at man manglede en sådan forening i byen. Dens første formand var den kendte forfatter Finn Gerdes, og man havde træningsplads for hundene i Hannerup.

Senere fik man af garnisonen lov til at etablere træningsbane ved skanse 1 nær Ryes kaserne inden man i 70erne fik den nuværende placering ved Egehavevej.

I foreningens vedtægter står der bl.a. at foreningen vil medvirke til at fremme og forbedre vilkår for hunde generelt, og at man vil tilbyde hundeinteresserede at deltage i træning og konkurrencer til glæde for både hunde og deres førere.

Foreningens aktiviteter er at arrangere træning for medlemmerne, starte hvalpehold/ungehundehold 3 gange om året (Januar, April og August), optage medlemmer løbende, lade uddanne trænere, deltage i konkurrencer og arrangere konkurrencer.

Vi holder til på de militære arealer på Fælleden nordøst for byen på Egehavevej 18A, hvor vi har en række fine træningsbane som vi kan benytte tirsdag og torsdag fra 18 – 21, lørdag fra 12 – 17 og søndag fra 10 – 12. Derudover har vi truffet aftaler med flere af omegnens gårdejere, om at bruge deres arealer (hvis ledige) til sporarealer.

Vi har et klubhus med tilhørende parkeringsplads, hvor vi efter træningen kan nyde en kop kaffe, en øl eller sodavand og evt. en grillpølse, så vi kan få snakket træningsforløbet igennem.